Rådgivning til adoptivfamilier

Adopterede børn har ofte haft en sårbar og vanskelig begyndelse på livet. Erfaringerne kan sætte sig i en adfærd, som adoptivforældre måske har svært ved at forstå. I min rådgivning hjælper jeg jer med at forstå, håndtere og acceptere barnets reaktioner.

I sig selv kan det være traumatisk at blive fjernet fra sine biologiske rødder og blive adopteret til en anden kultur. Forud for adoptionen har nogle adopterede børn måske endda været udsat for umenneskelige forhold. Disse tidlige erfaringer kan medføre vedvarende identitetsmæssige udfordringer, følelser af tab og afvisning samt påvirkninger af deres selvværd og evne til at indgå i relationer.

For dig eller jer som adoptivforældre kan det være særligt udfordrende at forstå barnets adfærd og følelsesmæssige reaktioner, fordi I ikke har været en del af barnets tidlige livshistorie. Barnets reaktioner kan fremstå komplekse eller uforståelige, men skal ofte forstås i lyset af dets tidlige erfaringer og udviklingsmæssige vilkår.

Hvis I er rådvilde

Det er ikke usædvanligt, at forældre oplever tvivl om, hvorvidt barnets adfærd er udtryk for almindelig udvikling, eller om der er tale om reaktioner, som er knyttet til adoptionen.

Gennem mit arbejde yder jeg støtte og vejledning til adoptivforældre inden for en række områder, herunder:

  • Udfordringer i tilknytningsprocessen mellem barn og forældre
  • Udvikling og fastholdelse af overlevelsesstrategier såsom overtilpasning, kontrolbehov og konfliktadfærd
  • Barnets behov for struktur, forudsigelighed og genkendelighed i hverdagen
  • Emotionelle og sociale udfordringer, herunder stress og følelsesregulering
  • Når barnets adfærd umiddelbart fremstår uproblematisk, men underliggende problematikker er til stede
  • Reaktioner på skift og overgangssituationer i dagligdagen
  • Vanskeligheder ved at lade barnet blive passet af andre
  • Søvnforstyrrelser og fysisk/psykisk uro
  • Bearbejdning og formidling af barnets adoptionshistorie: hvordan, hvornår og over for hvem?
  • Spørgsmål om biologisk ophav og relationen til den biologiske familie
  • Håndtering af konflikter, grænsesætning og de følelsesmæssige dilemmaer ved at sige nej
  • Skole- og fritidsrelaterede udfordringer
  • Oplevelser af racisme, diskrimination og mobning
  • Belastninger i parforholdet, herunder forskelligartede opfattelser af barnet, forældrestress og udbrændthed
  • Hvordan egne erfaringer som forælder influerer på relationen til barnet
  • Svære forældrefølelser såsom utilstrækkelighed, magtesløshed, vrede, sorg og frustration
  • Accept og håndtering af problemer, der ikke nødvendigvis kan løses, men må rummes
  • Tilbagerejser og kontakt til den biologiske familie: overvejelser om timing, relevans og forberedelse.
Har du brug for adoptionsrådgivning?

Jeg tilbyder adoptionsrådgivning inden for disse områder:

Regler og tilskud

Adoptivforældre skal modtage 2×3 timers rådgivning før og efter hjemtagelsen af barnet.

Alle adoptivfamilier har mulighed for at få 20 timers rådgivning indtil barnet fylder 18 år mod en egenbetaling på 100 kr. pr. time.

Kristine Kim Nielsen circle
Kontakt

+45 53 70 37 13
terapiforfamilien@gmail.com