Rådgivning til voksne med adoptionsbaggrund

Voksne med en adoptionsbaggrund bærer ofte på livserfaringer, der er præget af tidlig adskillelse, tab, brud i tilknytningen og eksistentielle spørgsmål om identitet og tilhørsforhold. I min rådgivning hjælper jeg med at skabe mening og udvikling.

Mange voksne med en adoptionsbaggrund har i barndommen og ungdommen tilpasset sig omgivelserne gennem stærke overlevelsesstrategier såsom overpræstation, kontrolbehov, emotionel tilbagetrækning eller relationsproblemer. Det er ikke ualmindeligt at disse strategier senere i livet viser sig at være uhensigtsmæssige eller begrænsende, og at det først er i voksenlivet, at man erkender strategierne som reaktioner på adoptionens livslange påvirkninger.

I min rådgivning tager jeg afsæt i din personlige livshistorie og aktuelle livssituation. Det er et rum, hvor der er plads til at undersøge og bearbejde:

  • Følelser af rodløshed, fremmedgørelse og eksistentiel længsel
  • Spørgsmål om identitet: Hvem er jeg, og hvor hører jeg til?
  • Kompleksiteten i relationen til adoptivfamilien
  • Sorg og vrede over tabet af biologisk ophav
  • Behovet for – eller modstanden imod – at søge kontakt til den biologiske familie
  • Uforklarlige følelsesmæssige reaktioner og tilbagevendende temaer, som synes at gentage sig
  • Oplevelser af at blive misforstået eller ikke spejlet i omgivelserne
  • Skam, skyld, perfektionisme og følelsen af ikke at være ’nok’
  • Udfordringer i nære relationer, herunder parforhold og forældreskab
  • Racisme, diskrimination og oplevelsen af kulturel splittelse
  • Livsovergange (fx graviditet, forældreskab, sygdom, tab), som kan aktivere uforløste følelser og traumer

Skaber mening og udvikling

I rådgivningen anvender jeg både samtalebaserede og kreative metoder med afsæt i en traumeinformeret, systemisk og ressourcefokuseret tilgang. Jeg skaber et trygt og anerkendende rum, hvor du kan udforske adoptionens betydning – ikke som en diagnose, men som en central del af den livshistorie, du bærer med dig.

Gennem vores samtaler og eventuelt familieopstilling, bliver du styrket i at finde nye sprog for dine erfaringer, skabe mening i tidligere oplevelser og udvikle mere hensigtsmæssige måder at være i relation til dig selv og andre.

Har du brug for adoptionsrådgivning?

Jeg tilbyder adoptionsrådgivning inden for disse områder:

Familieopstilling

Familieopstilling er en terapeutisk metode til at skabe klarhed, løsne fastlåste mønstre i familien og åbne for nye handlemuligheder. Læs mere her.

Kristine Kim Nielsen circle
Kontakt

+45 53 70 37 13
terapiforfamilien@gmail.com